Af Gitte Winter Graugaard, forfatter, coach og mentor
Jeg er rædselslagen for at visne, mens jeg er i live.
Jeg ser mennesker visne alle vegne og gør alt, hvad jeg kan for ikke selv at visne.
Hvis man slår “at visne” op på Google, får man opskrifter på, hvordan man undgår, at planter visner. Måske kan vi lære noget.
Her er en omskrivning, så den passer til mennesker:
Gode rutiner, til at nære mennesker:
Når der er forandringer, så lad mennesket vænne sig til omgivelserne ved at lade det blive i den potte, den er vant til (skab ro omkring dig, når der er forandringer).
Når planten (mennesket) har stået et stykke tid, så omplanter du den i en ny potte (og udvider energien og comfort-zonen).
Brug jordbaseret kompost. Kompost uden jord kan være svær at gøre våd igen, når først den er tør, hvilket kan være problematisk, da der er et tørt indeklima i de fleste hjem. Kompost uden jord har også en mindre næringsværdi. Jordbaseret kompost holder længere på fugtigheden og indeholder flere næringsstoffer (spis nærende, økologisk, rent mad og drik masser af vand).
Det er vigtigt, at planten står i ligeså meget jord, som da du købte den – (vi har et udgangspunkt vi kender, som vi gerne vil have balance omkring. Vi må ikke fjerne hele fundamentet på en gang, så vakler vi virkelig).
Husk at bruge en underskål, så potten eller overskydende vand ikke ødelægger møblerne (øhhh – hjælp mig lige her…hvad skal vi få øje på…)
En blanding af sten, skaller og glasperler ser smukt ud og hjælper med at holde jorden fugtig. (Omgiv dig med natur og tag naturen med ind i dit hjem.
Jeg vil gerne tilføje…
Sørg for at mennesket får masser af lys, kærlighed og stil det i nærheden af et andet menneske eller flere mennesker, det kan nyde sin blomstring sammen med og lad dem gerne flette rødder. Og lad for gud skyld mennesket se sin egen smukke blomst og glædes ved den, præcis som den er og ikke lade den visne, fordi naboblomstens er en anden sort, en anden slags, som mennesket et kort sekund troede var mere værd. Og tænk sig så kunne de stå der og strække hals mod solen og nyde strålerne og bare være smukke og være til.
Vi er her for at leve, lukke op, gro, vokse, suge næring, udrette, nyde og leve. Ikke for at lukke i, visne, blegne, falde i søvn, være triste, slukkede, kede af det, ensomme. For pokker, hvor er der mange der visner… Det er nærmest en epidemi…. Når mennesker visner… I artiklen ovenfor står der at frost kan få mange blomster til at visne. Der er en ny slags frost i vores samfund, som får mennesker til at visne. Og den eneste måde vi kan komme den til livs og få varmen igen er ved at skrue OP FOR KÆRLIGHEDEN til os selv og hinanden.
Når jeg en dag er klar til at lade min blomst visne og komme herfra, vil jeg se tilbage på et liv levet i fuld flor.
Hvad med dig? Nærer du din blomst?
Tak for de gode og smukke og alt for aktuelle ord 🙂
Måske kan det med vandingen betyde, at vi ikke skal overvande / kvæle de mennesker, vi giver opmærksomhed – at de skal have ro til at suge næringen til sig.
Ja det kunne være en fin måde at se på det. Andre har skrevet at underskålen er vores nærmeste familie, som tager fra. Andre at vi skal passe på det vand der ligger i underskålen ikke bliver brakvand – and vi ikke står i stampe i vores comfortzone.