Kapitel 1: Og så en dag gik al ting i stå…

af | apr 1, 2020 | Meditation, Ro, Selvværd | 0 Kommentarer

Og så en dag gik al ting i stå. En usynlig, men mørk trussel hang over landet. Folket blev hjemme, passede på, gemte sig og købte toiletpapir og gær på nettet. Først sad de og pressede næserne flade mod ruderne og ønskede, at truslen ville gå væk, så travlheden kunne vende tilbage.

Men som dagene og ugerne gik, skete der noget.

Pludselig havde familierne tid til hinanden. De begyndte at lave ting sammen, som fik dem til at le. Børnene fik lov at sove, til de vågnede og spiste nybagte boller i pyjamas, mens forældrene læste avis og hørte radio om truslen. Det var dejligt ikke at have travlheden med ved morgenbordet. De savnede den ikke, travlheden.

Og snart holdt forældrene op med at høre nyheder hele tiden, og satte gammel musik på anlægget, som de helt havde glemt og som gjorde dem glade. De skrålede med og begyndte også at danse og lavede yoga i stuen. Det syntes børnene, især de store, var akavet og pinligt, men også ret sjovt. For børn kan rigtig godt lide, når forældre er glade og lidt skøre.

Da der var gået lidt tid, fandt forældrene ud af, at arbejdet måske ikke var det allervigtigste i hele verden. Det er det trusler gør ved folket, får dem til at tænke sig om og mærke efter, hvad der er vigtigst. Nu var forældrene meget mere sammen med deres børn, og de legede skolelærer og børnehavepædagog. De kunne godt lide det – det meste af tiden. Og pludselig fik de en langt større respekt for dem, der til daglig passede deres børn, mens de selv passede travlheden og løb rundt i hamsterhjulene.

Pludselig hørte man fællessang i gaderne og nogle spillede guitar. Forårssolen tittede frem, anemonerne dækkede skovbunden, og folket havde tid til at komme i skoven. Nogle havde ikke været i skoven i mange år og blev så glade over at have tid til at vise deres børn anemonerne. For anemoner har det med at gøre folket glade, hvis man altså har tid til at besøge dem. Folket mærkede, at det var nemmere at trække vejret i skoven, ved havet og i haverne. Det var som om selv truslen blev mindre i naturen.

De bagte brød i lange baner og lagde små poser med hjemmebag på naboens dørmåtte med søde beskeder. Forældrene havde tid til at lade børnene hjælpe til derhjemme. De gjorde sig umage med at lave god mad sammen og nød, at også de store børn var hjemme til middag. For første gang i lang tid var alle hjemme hver aften på samme tid. Det var rart. Der var en ny ro over det, som de kunne mærke, de havde savnet.

I starten kedede børnene sig og hylede i vilden sky, men snart hørte man dem i alle haverne og ud af alle vinduerne, der stod åbne i byerne. Nogle blæste sæbebobler fra balkonerne, andre spillede yatzy. I haverne spillede de kongespil, lavede bål, hoppede på trampoliner, gyngede og svingede sig i sjippetov. Søskende, der ellers altid skændes blev venner, og lavede huler i træerne. De gik også i en slags skærmskole, og så deres venner på en skærm. Og de havde god tid til at læse en masse bøger.

Og lige der midt i al langsommeligheden og roen begyndte folket at mærke efter, hvad der er mest vigtigt i livet. Og rundt omkring i de små hjem, gik snakken om, hvad lykken egentligt er.

De talte også om, at det var dejligt, at moder jord havde fået en pause fra al travlhedens forurening. Det gav stof til eftertanke at se himlen så blå og stjernerne så klare. Venus hang ved siden af nymånen og smilte ned til dem. Der var ingen fly på himlen, kun svaner, der kom glidende fra syd uden at ane noget som helst om truslen.

Og så en dag længtes folket ikke længere helt så meget efter, at travlheden ville komme tilbage. Truslen måtte gerne gå væk – langt væk, men måske kunne folket tage noget af langsommeligheden og roen med sig, når travlheden igen bankede på døren. Måske kunne de sige til travlheden, at de ikke havde tid til at tage sig helt så meget af den, fordi de hellere ville være sammen med familien.

Og pludseligt mærkede de, at det de savnede allermest ikke længere var travlheden, men at give dem de holdt mest af, men ikke måtte se på grund af truslen, et klem og sige til dem – jeg elsker dig.

Af Gitte Winter Graugaard

Som fortsættelse af min TEDx talk fra 2019 før truslen kom og mens travlheden stadig var vigtigere end alt det andet.

Klar til næste kapitel? Læs med her.

Vil du have mere?

Få vores nyhedsbrev og inspiration til mere nærvær og kærlighed i hverdagen som børnefamilie.