Gitte Winter Graugaard

International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning

Gitte skriver bøger til børn fyldt med tryllebindende meditationer, der hjælper dem med at finde ro i hverdagen og til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde... 

En lille ny på vej

I mange år troede jeg, at jeg skulle have en kæmpe børneflok. Min søsters svoger har en familie med en masse børn. De kommer altid til familiefesterne som en kæmpe flok. Det ser rart og hyggeligt ud. Min krop var imidlertid ikke så glad for at være gravid, som jeg havde forestillet mig og med et akut kejsersnit og et efterfølgende kompliceret kejsersnit måtte jeg sande, at det kun ville blive to to dejlige børn i dette liv.

I dagens bæredygtige tidsalder har jeg hørt, at det nu er moderne kun at få et eller to børn. Jeg elsker de to piger, jeg har fået og kan i dag ikke forestille mig, at det skulle være anderledes. Med en lille hvalp i familien får jeg tilfredsstillet mit nusse-pusse instinkt.

Så hvad er der så i gære? Hvorfor skriver jeg så, at en lille ny er på vej? Det er selvfølgelig en lille ny børnebog med børnemeditationer. Jeg har booket næste ophold i mine forældres sommerhus i Skagen, som ofte har været rammen for mit forfatterskab. Jeg glæder mig helt afsindigt meget. De uger jeg er deroppe, ofte om vinteren, hvor det suser og piver i huset og hvor vinterstormene blæser op til dans på min yndlingsstrand Sønderstrand, er magiske. Jeg har helt særlige minder fra hver bog, jeg har skrevet deroppe, og jeg glæder mig til mange flere.

En del af Hjertelys-serien

Den udkommer som den anden lille bog i serien Hjertelys. Bogen med samme titel udkom sidste år. Nu følger nummer to, som hedder Hjerteminder. Lige nu er planen, at den udkommer i starten af det nye år, men det er endnu for tidligt at sætte dato på. Jeg skal jo lige skrive den.

Jeg kan tydeligt huske, da jeg var i Skagen for at skrive Monstermanualen til børn med mange bekymringer. Jeg havde skrevet en halv side, da en journalist fra Politiken ringede for at lave et interview om Hjerternes Dal – Meditationer til børn. Da vi var næsten færdige, sagde hun: “Jeg hører, at du er i Skagen for at skrive en ny bog. Hvad er det for en”. Da jeg havde fortalte hende om børns monstre under sengene og mit samarbejde med psykolog Stine Hæk, aftalte vi, at hun skulle ringe igen et halvt år efter for så at høre mere om den bog. Da jeg lagde røret på, kiggede jeg på skærmen og tænkte: Ok forfatter – så må du jo nok i gang med at skrive. Og det gjorde jeg så. 

Minderne har vi jo lov at have

Minder er netop, hvad den næste bog skal handle om. Jeg vil med “Hjerteminder” sætte fokus på alt det gode, vi bærer rundt på indeni, og som vi har oplevet i livet. Vi er så travle med at se frem og opleve nyt nyt nyt. Ofte jager vi den næste oplevelse, inden vi er færdige med at fordøje den sidste. Det er ærgerligt – især når det handler om Hjerteminder.

Vi må blive bedre til at dvæle lidt ved dem. Jeg tænker, at vi skal blive bedre til at mærke ind i de gode oplevelser, vi får i livet, og jeg tænker, at det vil være en rigtig god idé at hjælpe vores børn med at lagre og pleje deres hjerteminder.

Det vil kunne træne vores evne til at flytte fokus over på noget rart og dejligt, hvis fx bekymringstankerne har fået overtaget. Det vil også betyde, at vi får trænet vores taknemmelighedsmuskel, som jeg synes vores samfund som helhed har forsømt i mange år. At skrue op for taknemmeligheden løfter vores vibration på rigtig mange områder. Så det skal vi selvfølgelig også træne med vores børn. Vil du som voksen træne tilgivelse og taknemmelighed, har jeg to lydfiler klar til dig. 

“Husker du – de glæder, som vi sammen fandt?
Husker du – de tanker som os sammen bandt?
Hver en dag, og hver en time har jeg talt
Glemmer du, så husker jeg – alt”

Sådan sang Liva Weel så smukt Kai Norman Andersens sang. Den sang minder mig om mine egne bedsteforældre, som jeg ved gud har mange hjerteminder sammen med. 

Pleje de nærende rødder

Et tredje formål med bogen er at træne de nærende rødder, som gror i samværet med dem, vi holder af. Fordi vi er fortravlede, får vi ofte ikke besøgt, dem vi holder af, så meget som vi kunne tænke os. Det skal vi blive bedre til.

I øjeblikket underviser jeg en gruppe danske og norske forældre i at “Skabe fredelige familiebånd fra hjertet” hos Wisdom from North. De fire moduler i kurset følger de fire meditationer i “Børnemeditationerne I mit hjerte“, som på norsk hedder “Barnemeditasjonene I hjerte mitt“. I den første meditation træner vi selvkærlighed. I den næste ser vi på de nære relationer. I den tredje ser vi på de relationer, vi savner og/eller sørger over. I den fjerde lærer vi at tilgive og ser på, hvordan vi kan lære at møde verden fra et åbent hjerte.

Da jeg havde undervist på modul 2, fortalte en kursist, at hun på den liste over nære relationer, jeg havde bedt dem skrive, var en gammel veninde, som hun ikke havde set i mange år. Min undervisning havde fået hende til at opdage, at hun savnede sin veninde. Hun tog kontakt og veninden blev så glad. Nu skal de mødes igen. Kursisten var så glad for denne genoptagelse af deres forhold. Det var meget rørende. Vi må pleje de nærende forhold, vi har og nære dem med nye oplevelser.

Hvem savner du i dit liv, som du gerne vil tage kontakt med?

Lad ikke arbejdet fylde det hele

I sin bog “Fem ting døende fortryder mest” får vi indblik i Bonnie Wares arbejde med døende. De fem ting er:

– Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, hvor jeg var mere tro mod mig selv.
– Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så meget.
– Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
– Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner.
– Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Tænk, hvis vi med en lille ny bog kunne inspirere den næste generation til holde kontakten med venner og familie og lade være med at arbejde så meget. Måske følger nogle af de andre punkter automatisk med.

Vil du hjælpe mig?

Som optakt til min bogskrivning, vil jeg gerne høre fra dig.

1. Hvad er et hjerteminde for dig?

2. Hvad betyder dine hjerteminder for dig?

3. Må vi høre om et af dine hjerteminder?

Skriv gerne herunder.

Vil du have besked, når Hjerteminder udkommer?

Få mit nyhedsbrev, så hører du mere om udgivelsen. 

HJertepakken graugaard

Hjertepakken

Få de tre dejlige hjertebøger i en samlet pakke med 15 % rabat.