Fra pølsefabrik til køkkenhave

Hvordan ser fremtidens børnefællesskaber ud? I en blogserie kigger jeg ind i fremtiden og glæder mig til at høre, hvad du mener og har reflekteret over. Denne blog er den første i rækken. God fornøjelse. 

Kan du også mærke, at der er samfundsforandringer på vej? Vi er lige midt i en brydningstid.

Måden vores samfund er skruet sammen på er forældet. Vi arbejder for mange timer, har mere fokus på modeller, bundlinjer, rapportering og procedurer end på at være noget for nogen – for hinanden og for vores planet. Vi står overfor en ny valgkamp, som til trods for, at støvet knap har lagt sig efter endnu et folkemøde i idyl, nok vil bære mere præg af bekrigelse end forbrødring. Vi oplever krig i Europa, klimaforandringer og de politiske fronter og alliancer trækker de store kort frem på hånden.

I pandemiens skarpe skær så vi pludselig på os selv og vores hverdag med nye øjne. Da al ting pludselig gik i stå, opdagede vi, hvad vi godt vidste: At vi løber for stærkt med for få pauser og for lidt mening og på bekostning af det, der netop giver livet mening – vores elskede børn. De savner os! De er væk fra os alt for mange timer i døgnet. Deres skolesystem er forældet. Måden de bliver bedømt på, giver ikke mening. Pensum er forældet. De bliver ikke klædt på til den fremtid, der møder dem. Der er for meget fokus på hjerne og for lidt på hjerte. De sidder alt for stille i alt for små rum med alt for mange børn i. De er naturberøvet. Deres skolegang giver ikke mening for dem!

Alt for meget mistrivsel

Mistrivslen vælter lige nu ud af de forseglede brevsprækker på vores boliger, som minder os om en glemt tid, hvor alt gik mere langsomt. Da vi skrev breve til hinanden, var penneveninder, ringede på fastnettelefonen og sludrede først med den, der tog den, før vi blev stillet om til den, vi skulle tale med. I jagten på effektiviseringen har vi kørt os selv over og leder nu efter åndehuller i en hverdag, der minder mere om et kapløb end en tilværelse. At være til i dag er blevet svært.

Vi har været kollektivt på afveje alt for længe. Så længe, at WHO forudser at stress og depression er de største folkesygdomme i 2030 (hvis ikke allerede).

Når 430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress hver dag (cirka 12 % af befolkningen) (i følge AS3) påvirker det mange familier.

Så her i denne brydningstid er det første, vi må gøre – at stoppe op og mærke efter. Er jeg på afveje i mit eget liv? Er jeg glad? Har jeg mere næring i mit liv end tæring? Har mit barn mere næring i sit liv end tæring? For fakta er, at når summen af det, der tærer på os, overstiger summen af det, der nærer os, bliver vi så belastede, at vi kan få stress.

En kollektiv blindgyde 

Jeg tror, at mange forældre lige nu indser, at de af mange årsager er landet i en af livets blindgyder. Jeg oplever det ofte i min coaching forretning og via mit forfatterskab, som er nået ud til tusindvis af familier. Det er ikke rart. Det føles som at være faret vild, som at gå i en sky og ikke kunne se vejen, eller som at have bind for øjnene. Står du også i en blindgyde med en høj mur, du ikke har lyst til at forcere foran dig? Og har du heller ikke lyst til at gå tilbage ad den vej du kom? Hvordan føles din livsomstændighed lige nu for dig?

Når vi så har trukket vejret lidt og mærket efter, skal vi tage nogle beslutninger. Lige nu er der brug for, at vi alle sammen træffer nogle beslutninger, der kollektivt set gør en forskel. Compassion, mening, forskel, kærlighed, fællesskab, mangfoldighed er vejen frem.

I det  fremtidsforskningsnetværk jeg er en del af under fremtidsforskerne Anne Skare Nielsen og Henrik Hovgaard kalder vi det fra “Tribal” til “Planetary”. Vi skal holde op med at bekrige og bedømme hinanden som præmiepølser på række og i stedet skabe en fredelig sameksistens. Det gør vi i følge Anne og Henrik ved hele tiden at tænke i fra “mere til bedre.”

Tilmed tror jeg på, at de børn der fødes lige nu er super-empater, som kommer hertil for at føre os i den rigtige retning. Men som jeg argumenterer for i min TEDx stempler vi dem og får dem til at føles sig forkerte, når de ikke passer ind i vores forældede skolesystem. Vi må kunne gøre det bedre!

I denne lille blogserie kaldet “Fremtidens Børnefællesskaber” spotter jeg nogle trends, som du måske kan se ind i og læne dig op ad – eller endnu bedre udvikle dine egne trends ud fra.

Taberpølser hører fortiden til

Min ældste datter går nu ud af 9. klasse, og der er slående lidt forskel på, hvad skolen i dag tilbyder, og hvad jeg oplevede i min skoletid. Den mest markante forskel – udover deres smart boards, der får vor tids kridtskyer til at støve gevaldigt – er, at de er flere børn i klassen, færre voksne omkring dem, og at de går længere tid i skole.

Jeg har tidligere omtalt skolen i Danmark som en pølsefabrik med taberpølser og vinderpølser. Når samfundet tilbyder “one size fits all” kan mange børn nemt komme til at føle sig forkerte.

De kommer her som hver sin fine blomst og skal passes og plejes, som de hver især har behov for indtil de selv kender sig selv så godt, at de selv ved, hvad der skal til for, at de blomstre.

Det er tid til at gøre op med bedømmelsen af vores børn. Vi slukker lysene i deres øjne. Jeg kan ikke komme med et eneste argument, der tilgodeser barnet i den måde, de i dag bedømmes på.

Især kan jeg ikke se, at nogen børn kan blomstre med et skilt i panden, hvor der står taberpølse. At vinderpølserne får helt andre problemstillinger at forholde sig til, som perfekthedskultur, præstation og selvværdsproblematikker er en snak til en anden dag. 

Ryd op og skab liv i køkkenhaven

Jeg ser skolerne lige nu som en stor fælles pølsefabrik med en rammeforståelse, der er blevet udsultet for næring gennem mange år pga. besparelser.

Hvad nu, hvis vi forvandlede pølsefabrikkerne til køkkenhaver? 

På Fuglebjerggaards hjemmeside skriver gartneren. “Når man dyrker have er det egentlig ikke planterne, man skal bekymre sig mest om, det er jorden, man skal ødsle sin kærlighed ud over, det er den, man dyrker, ikke kun grønsager og blomster.” Det kan vi jo lige tænke lidt over i vores sammenligning af skoler med køkkenhaver.

Måske troede man en gang, at alle børn var ens. Det ved vi heldigvis, at de ikke er i dag. De bekender kulør. De råber højt. De vil ikke i skole. De trives ikke. De siger – jeg passer ikke ind der på pølsefabrikken.

Hvis vi nu sagde, at alle børn var mindst ti forskellige grøntsager i køkkenhaven, kunne man tænke, at der er ti typer planter, der mindst forgår. Det har Samvirke skrevet en artikel om: “10 planter, der ikke kan slå fejl i køkkenhaven”.

Men ville det ikke være enormt kedeligt hvis der kun fandtes kartofler, timian, gulerødder og rødbeder i blandt vores børn. Vi ved jo, at der er så mange flere nuancer, så hvorfor har vi endnu ikke forstået, at skolen i dag ikke kan rumme den forskellige næring børnene har brug for? Børn har brug for at lære at blomstre som deres blomst bedst blomstrer. 

Fremtidsforudsigelse # 1: Fra pølsefabrik til køkkenhave

Vi skal væk fra one size fits all og hen mod en forståelse af, at alle børn blomstrer i den rette muld.

Vi skal gå fra at tænke effektiv pølsefabrik med præmiepølser og taberpølser til blomstring, næring og vækstvilkår i en køkkenhave. 

Der skal meget mere fokus på muld og vækstforhold end på den enkelte blomst. Det gør vi ved at ændre fokus fra produktion til næring.

Den industrielle tidsalder har sat sine effektive spor i vores måde at tænke skole på. Det er input og output lige nu, og det virker ikke for vores super empatiske børnegeneration.

I fremtiden vil vi se børnefællesskaber spire frem i forskellige former for muld, hvor de har de vækstvilkår, der er gode for dem.

Lærerens rolle bliver ikke at længere at putte viden ind i – og bedømme blomsten, men vil i fremtiden handle meget mere om at gøde og pleje jorden, så blomsten kan vokse i sit eget behagelige tempo, hvad end det er. Læreren går fra at være vidensbank og bedømmer til at være gartner, der kultiverer haver med mange forskellige blomster i. Det handler mere om miljø end arv. Viden skal fremtidens børn nok få masser af. De har ikke brug for huske en masse viden, som vi havde før internettet kom. De har brug for at blive motiverede til og lære forskellige måder at tilegne sig viden på. Jeg tror på, at når trivslen er på plads, vil alle børn automatisk får lyst til at lære. For jeg har endnu ikke mødt et barn, der ikke var nysgerrig på verden fra barnsben. 

I stedet for karakterer kan vi på planteskolen bede om en opskrift på gode vækstbetingelser for den individuelle plante. Tænk, hvis et barn gik ud af folkeskolen med en forståelse af at hver blomst blomstrer i rette muld, kender sine egne vækstbetingelser og forstår at bygge broer på tværs af diversitet og mangfoldighed. Hvad ville der så kunne ske?

Hvad tror du?

Er du klar til at tale mere om fremtidens børnefællesskaber? Jeg holder foredrag og workshops.  Kontakt mig på hello@gittewintergraugaard.dk. 

Skriv også gerne en kommentar herunder. Jeg er spændt på, hvad du tænker om fremtidens børnefællesskaber.