Når drømme går i opfyldelse

af | dec 16, 2014 | Selvværd | 0 Kommentarer

Gitte Winter Graugaard

International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning

Gitte skriver børnebøger fyldt med tryllebindende børnemeditationer, der hjælper børnefamilier med at finde ro i hverdagen og får børn til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde... 

Når drømme går i opfyldelse

Det er vigtigt at lytte til sit hjerte og at gribe sine drømme. I dag er en af mine egne drømme gået i opfyldelse. Her kan du læse hvordan.

I Room for Reflection holder vi workshops om at lytte til sit hjerte og om at gribe sine drømme. I dag er en af mine egne drømme gået i opfyldelse. Her kan du læse hvordan.

For ni år siden flyttede min mand og jeg til Kroatien, hvor min mand havde fået en to-årig udstationering for sit firma. Jeg havde sagt mit job på et reklamebureau op og sad nu et par måneder henne i min første graviditet på en smuk strand, kiggede ud over en masse joller og havde al den tid i verden, jeg kunne ønske mig.

Jeg havde ikke lyst til at arbejde dernede, men havde lyst til at skrive. Med barnet i min mave kom min egen barndom mig susende i møde, og minderne væltede ind. Jeg skrev og skrev og skrev til det lille barn i mit hjerte og skabte derved en masse tanker om den mor, jeg havde lyst til at blive.

I mit hjerte kunne jeg mærke, at jeg elskede at skrive. I min krop føltes det godt. Længe havde jeg haft en drøm om at skrive en børnebog. Og i min hjerne gav det nu mening, at disse skriblerier kunne blive til en børnebog. I dag underviser jeg i autentisk kommunikation – som jeg definerer som budskaber, der kommer fra hjertet, giver mening i hjernen og føles godt i kroppen.

Bankrøver, pistol og autentisk kommunikation

Det blev på mange måder et autentisk bogprojekt. Dels blev omdrejningspunktet en virkelig historie om den gang, jeg som 10-årig gik hjem fra skole og så en bankrøver på flugt, som skød ned i en taske fuld af penge. Jeg fortalte det til mine forældre, fik besøg af politiet, var med til at opklare røveriet og sætte gerningsmanden bag tremmer. Ret eksotisk for en 10-årig fra 8210 og nok stof til at skrive en vaskeægte pubertetskrimi. Og dels autentisk fordi det gav så meget mening for mig at sidde der og fortælle løs til mit lille dejlige barn i maven. For en dag skulle det barn jo læse den historie. En dag… drømmene var store…

Midt i det hele blev min datter født og skriveriet fik en naturlig pause, mens jeg nussede rundt i “baby la la land”. Året efter flyttede vi fra sydens sol til den canadiske powdersne. Mens jeg fortsatte min barsel med min datter, blev jeg gravid igen, skrev videre, læste usandsynlig meget korrektur, sendte manuskriptet til en række forlag, fik kritik, rettede til, læste korrektur igen igen og lærte en vidunderlig masse om at skrive bøger og fødte så en datter mere – stadig med drømmen om at min bog skulle blive til noget.

Da første del gik i opfyldelse

Fire års barsel og skriverier var kommet til en ende. Vi rejste tilbage til Danmark med vores to små piger, fantastiske oplevelser OG en underskrevet forlagskontrakt under armen. I 2010 udkom Skumle skiderikker og lyserøde skyer på Forlaget Siesta. Den dag gik den første del af min drøm i opfyldelse. I perioden efterfølgende var der gang i medierne, og jeg kunne stolt kalde mig forfatter i JP, TV2, Alt for Damerne Vi Unge, P4 med mere. Det var vildt, og det var sjovt.

Da den anden del gik i opfyldelse

Her i weekenden – fire år senere – var jeg på besøg hos min søster og min søde niece kom og viste mig bogen og bad mig læse højt. Hun sad sammen med en veninde og høstede stor street credit, fordi moster er en vaskeægte forfatter. Jeg nød hvert et sekund og vidste lige der, at nu skulle det være.

I går kom min mand tidligt hjem fra arbejde. Mens han lavede pizza med den lille, lå min ældste datter og jeg på sofaen under tæppet og læste i bogen. Hun slugte den råt og ville have mere og mere, og da pizzaen blev serveret, havde vi læst de første seks kapitler.

I går gik den anden del af min drøm i opfyldelse. I går læste vi sammen i bogen – mit lille barn i maven – som nu er så stor og dejlig. Hende jeg skrev den til for ni år siden. Glæden boblede i hele min krop, og jeg nød hvert et sekund af det. Sådanne oplevelser varmer i hjertet. Der vil jeg gemme dem. For sådan føles det, når drømme går i opfyldelse.

Køb bogen her