Gitte Winter Graugaard

International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning

Gitte skriver børnebøger fyldt med tryllebindende børnemeditationer, der hjælper børnefamilier med at finde ro i hverdagen og får børn til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde... 

Vi kan lære meget af børn, hvis vi lytter. Her et lille digt om at være mere i nuet og nyde det der er i stedet for at jage videre.

Hun elsker sit nu

Hun er sjældent klar
når sæsoner beslutter sig for at skifte
Hun har ikke lyst til
at sæsoner skifter 
– i hvert fald ikke lige i nu
Ellers tak – måske i morgen

Sådan er det hver gang
sæsoner beslutter sig for at skifte 
Først på vinteren 
vil hun ikke have flyverdragt på
når det bliver forår 
vil hun ikke have den af
Da vi tog på solferie i november 
stod hun på stranden i strømpebukser 
nægtede at tage dem af
For hun er ikke klar til at skifte sæson
efter en flyvetur på fem timer

For hun elsker solens varme stråler
hun elsker at kaste med blade i skovbunden
hun elsker sne, ski og varm kakao
hun elsker at plukke anemoner 
i forårets lyse solskinsstråler

Hun bliver ked af det, 
når solen ikke længere varmer 
hendes lille krop 
og bare tæer i græsset
skal pakkes ind i sko
og stramme strømper
for det er nu en gang rarest 
når tæer har lov at stritte

Hun bliver ked af det
når hindbærbusken ikke har flere hindbær
når snemanden smelter 
når havet bliver for koldt at bade i
når det bliver mørkt om eftermiddagen

Hun kan bedst lide det 
som det er lige nu 
Er ikke vild med at nuet skifter
at ting forandrer sig
Hun kan bedst lide sit nu
– lige nu

I øvrigt kan hun ikke lidt travle morgener 
men hvem kan i grunden det?

Som voksen tænker jeg 
at sådan er det jo 
Tag nu bare noget mere tøj på. 
Du kommer til at fryse i sommerkjole 
Kom nu. 
Vi kommer for sent ned på skolen
Du når ikke at få morgenmad

Jeg kunne også være gået 
tyve minutter tidligere i seng 
og have stået tyve minutter 
tidligere op
Så hun havde haft bedre tid 
til at vænne sig til
at sæsonen har besluttet sig for at skifte

Jeg kunne have sagt
er det svært, 
at du nu skal have mere tøj på? 
Skal jeg hjælpe dig 
med at finde nogle strømpebukser? 
Kom nu finder vi de fineste i skuffen

Da hun havde fået strømpebukserne bakset på
taget en langærmet t-shirt under kjolen
slugte hun sine havregryn
hentede børsten 
børstede tænder og hår på samme tid 
og vi nåede skolen 7.55 sharp. 
For hun ville jo ikke lave ballade, 
hun vil gerne samarbejde
Hun var bare ikke lige klar til 
at sæsonen har besluttet sig for at skifte

Jeg elsker, når sæsoner skifter 
Tænkte på det i morges i skoven
mens jeg løb på min yndlingssti
og pustede ud efter morgenens drama
Jeg elsker at det nu rusker lidt i trækronerne
at skovbunden er våd og hård 
at der dufter frisk og råt 
at efteråret nærmer sig

Mon det er en del af at blive voksen 
at lære at elske at sæsoner skifter? 
Eller har hun i virkeligheden 
et vigtigt budskab til mig
om at lære at elske nuet endnu mere, 
at sætte endnu mere pris på nuet 
i stedet for at glæde mig 
til noget nyt 
om lidt 
om lidt 
om lidt

Øver mig, 
øver mig, 
øver mig 
hver dag 
på at forstå mine børn 
lære af dem 
og blive en bedre mor

Af Gitte Winter Graugaard

Vil du have mere?

Få vores nyhedsbrev og inspiration til mere nærvær og kærlighed i hverdagen som børnefamilie.