Gitte Winter Graugaard

International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning

Gitte skriver bøger til børn fyldt med tryllebindende meditationer, der hjælper dem med at finde ro i hverdagen og til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde... 

Der sidder 100 børn i aulaen. Sommerferien er slut, og nu er det første skoledag. Nogle børn har glædet sig, andre har været betænkelige. Mange er spændte, andre er nervøse, mens nogle få er decideret ængstelige. Nogle har ældre søskende på skolen, deres bedste ven fra vejen med, eller er som regel klar på nye udfordringer. De løber rundt, hopper op på scenen og danser fjolledans med deres nye venner.

Andre kan ikke lide det. De kan bedst lide børnehaven, som de kender så godt. Eller vil måske allerhelst bare være derhjemme. Fx så vi under Corona’en, at mange børn nød at være hjemme og have bedre tid. Måske sidder de denne morgen på skødet af mor eller far og kan slet slet ikke forestille sig at gå så meget som en meter væk derfra. Vi kunne kalde dem de skrøbelige børn eller de sensitive børn. Vi kunne også kalde dem børn med særlige gaver.

Måske tænker de det sådan her:

“Sikke mange børn! Sikke de løber! Sikke højt de råber. De ser glade ud. Mig – nej tak. Jeg bliver lige her. Bare jeg kunne gemme mig lidt. Skal vi ikke snart hjem?

Efter en tale og en sang om et livstræ og noget om at lege i en krone, som forældrenen synger virkeligt højt, kommer læreren. Jeg ved godt, hvem hun er, for mor og jeg har været henne og hilse på hende. Hun siger, at vi skal gå med – alle os fra 0.B.

Jeg kigger på mor, som nikker til mig og viser mig, at hun går med. Jeg knuger hendes hånd og kan næsten ikke trække vejret. De andre skubber og larmer. De griner og fjoller. Men jeg vil hellere ud herfra. Væk! Mor har sagt, at vi bagefter skal ind i skoven. Det glæder jeg mig til. Der er ro og plads og rart at være.

I klasselokalet finder mor og jeg min plads. Det er fint mit skilt på bordet. Det er mit navn, der står på det med lilla bogstaver og en lille gul sol. “Liva” står der. Jeg kan godt selv stave mit navn. Det har jeg kunnet længe. Jeg elsker bogstaver. Jeg sætter mig ned. Stolen er hård. Jeg kan se, at hende, jeg skal sidde ved siden af, hedder A og så et M som i mor og så et A og så et L og et i som i is og så et e. Hun ser sød ud og hun smiler til mig, da hun sætter sig ned. Hun har en rød kjole på og fletninger. Hun ser også lidt spændt ud. Jeg kan godt lide fletninger. Så venter vi. Der er nogle, der skramler med stolene og deres tasker, forældrene snakker løs og læreren roder med noget på computeren ved tavler.

Mor er gået ned bagved. Jeg har set, hvor hun står. Hun vinker til mig. Det havde nu været rarest, hvis hun var blevet lige her hos mig. Hun sagde, at stolen var for lille.

Nu siger læreren en hel masse, og begynder så at spørge, hvad vi hedder. Åh nej – skal vi nu også sige noget? Hun starter ved et andet bord. Heldigvis ikke mit. Jeg kan mærke en klump i halsen. Jeg vil ikke sige noget. Jeg vil bare gemme mig. Mon man må sidde under bordet?

Oscar! siger en dreng med klar stemme. Jeg hedder Oscar Lundtofte! Anneli Hansen, siger pigen ved siden af drengen lidt mere stille og sådan fortsætter de. Nu er hun nået til mit bord. Åh nej! Jeg krymper i min krop, som om jeg ville kunne gemme mig i et fingerbøl. Jeg dukker nakken, kigger ned i mit bord, folder mig sammen, prøver at blive usynlig. Jeg kan ikke trække vejret.

Amalie, siger pigen i den røde kjole og så ved jeg, at det er min tur…

Jeg kan ikke holde på det længere. Nu kommer de væltende – tårerne. De drypper ned over bordet og laver en sø. Det er som om, jeg græder for alle de andre børn i klassen, der også er nervøse, spændte og bange. Som om deres tårer også strømmer ud af mig, som fra en tung utømmelig regnsky, der bliver ved med at regne. Måske stopper den aldrig nogensinde med at regne. 

Så mærker jeg mors hånd på min ryg. Hun sidder lige der ved siden af med sine store varme øjne. Jeg putter mig ind til hende og gemmer mig væk i hende, kravler helt ind i hende. Her er jeg tryg. Indeni mor.

Mon jeg nogensinde får sagt et ord i den skole…. Mon jeg er den eneste, der har det sådan? Kan vi ikke godt gå hjem nu?”

Der er mange måder at starte i skole på. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde. For nogle er det let, for andre er det svært. For de børn, der har det ligesom Liva, kan følgende råd være nyttige ved skolestart.

 

8 gode råd til skolestart

for børn som Liva

 

1. Sørg for at hente så tidligt som muligt den næste tid og skru ned for aktiviteter i fritiden.

2. Vent med at arrangere en masse legeaftaler.

3. Tal med barnet om de indtryk, det har fået.

4. Giv læreren et overgangsskema med en udviklende fortælling om dit barn.

5. Sørg for at putte tidligt og gør det hyggeligt. Brug gerne Børnemeditationerne I mit hjerte til at skrue op for nærværet og kærligheden.

6. Tal med dit barn om savn og byg en kærlighedsbro i mellem jer, hvis savnet fylder meget og skygger.

7. Skab ro i hverdagen

8. Kom ud i naturen.

Rigtig god skolestart til alle børn. 

 

 

Køb I mit hjerte

Monstermanualen til børn med mange bekymringer